Billede

Hvem er vi?

Store Andst Efterskole er en efterskole for ordblinde. Her har alle den samme udfordring. Det skaber en helt særlig stemning. Her skal du ikke forklare dig. Her bliver du mødt med forståelse. Vi lærer sammen, hjælper hinanden og vokser i fællesskab.

Vi er en efterskole for normaltbegavede unge i 8., 9. og 10. klasse med læse- og skrivevanskeligheder. Vi tilbyder folkeskolens afgangsprøver – og en hverdag, der handler om meget mere end bøger.

På Store Andst Efterskole bor og lever du 1 eller 2 år sammen med 126 andre unge, der også er ordblinde – men ellers er du omgivet af alt det, en efterskole skal rumme: nye venskaber, fede valgfag, hverdage fulde af struktur og tryghed – og weekender med aktiviteter, ture og afslapning.

Du går i en mindre klasse, hvor der er plads til, at du bliver hørt og set. Lærerne kender dig og ved, hvordan de kan støtte netop dig. Uanset om du drømmer om at blive bedre til at skrive, springe på trampolin eller finde ud af, hvad du skal efter skolen – så hjælper vi dig på vej.

Det vigtigste er ikke, hvor dygtig du er, men at du har lysten til at være en del af noget.

Billede

Sammen som ordblinde - stærkere som mennesker

Det er ikke kun ord, der kræver forståelse. Det kræver vi mennesker også.

Hos os handler livet på efterskolen ikke kun om undervisning. Her bliver du en del af et stærkt fællesskab, hvor alle bliver set og bliver løftet.

Det er i kontaktgrupperne, fællessamlingerne og alle de oplevelser vi deler, at vi lærer hinanden rigtigt at kende.

Vi tror på, at du vokser, når du bliver set. Når fællesskabet føles som en lille familie, og døren til det altid står åben.

Kontaktgruppen er din faste base

Alle elever er tilknyttet en kontaktlærer og en lille gruppe, hvor man samles, snakker. Her er plads til både grin og alvor. Det giver nogle ekstra trygge rammer i hverdagen.

Billede

Bevægelse binder os sammen

Gymnastik er obligatorisk for alle elever – uanset niveau. Vi laver rytmiske serier, spring og opvisninger, og alle kan være med. Det giver energi i hverdagen, styrker koncentrationen og bygger fællesskab på tværs.

Når vi bevæger os sammen, rykker vi tættere på hinanden – og ofte opdager vi undervejs, at vi kan mere, end vi troede.

Sådan er efterskolelivet

Billede

Skolens historie

Store Andst Efterskole blev til i 1983 i et nedlagt alderdomshjem i Andst i det daværende Ribe Amt. Skolen var fra starten bygget på såvel professionel ekspertise som lokal opbakning.

Den lokale borgmester, politiassistent, tømrermester og revisor sad med i skolens første bestyrelse.

Initiativtageren til skolen – den ledende skolepsykolog E. Rønne-Jeppesen – blev også skolens første formand.

Se faciliteterne
Billede

Et sted med plads til dig

Efterskolen er dit hjem væk fra hjemmet – og derfor er faciliteterne vigtige. Her bor du. Her lærer du. Her slapper du af.